Den gode pressemeddelelse

pressemeddelelse

djobs-blog

Den gode pressemeddelelse

Følgende indlæg er udarbejdet i samarbejde med TEXTA ApS.

Den gode pressemeddelelse handler om flere ting end blot at skrive et par bevingede ord. Det handler om at have kontakterne i orden, således at der er en aftager til din historie; en aftager og en modtager. Lad for Guds skyld være med at henvende dig til pressen medet kort skriv, hvor der står, at du gerne vil have noget opmærksomhed omkring din virksomhed og måske et event, I afholder. Pressen er ikke en reklamesøjle, som er til for at skaffe din virksomhed kunder i butikken. Den er til for at belyse og dække historier, som har større eller mindre samfundsmæssig relevans. Dermed ikke sagt at du ikke skal henvende dig til en given journalist, når du har en mindre historie. Men sørg for, at den er interessant, aktuel og måske opsigtsvækkende. Og så hjælper det betydeligt, hvis du har et godt forhold til journalisterne. Men lad os se på, hvad den gode pressemeddelelse skal indeholde, når du endelig har noget spændende på beddingen.


De fem nyhedskriterier

Før du begynder at bygge din pressemeddelelse op, bør du gå lidt mere analytisk til din historie. Journalister arbejder mere eller mindre ubevidst efter fem nyhedskriterier, som sidder på rygraden af dem.

  • Aktualitet
  • Væsentlighed
  • Identifikation
  • Konflikt
  • Sensation.

Særligt sidstnævnte kriterier hersker i den grad på netudgaverne af landets aviser og dagblade, da journalisterne ihærdigt forsøger sig med ”clickbait”. Lever din historie op til de fem ovenstående nyhedskriterier, har du på papiret en god historie. Er det noget, der sker lige nu? Har det relevans for offentligheden? Kan folk identificere sig med det? Er der nogle, der mener ét og nogle noget andet? Er det opsigtsvækkende og helt nyt? Din historie behøver ikke nødvendigvis indeholde alle ovenstående elementer, men jo flere, jo bedre.

Du skal nu bygge din pressemeddelelse op, så den fanger journalisternes interesse og ikke mindst giver værdi for læserne. Journalister er altid interesserede i at modtage gode idéer til historier, som kan berige dagens avis eller netudgave. Rammer du hovedet på sømmet med disse kriterier, eller i hvert fald de fleste af dem, øger det dine chancer. Men det forudsætter ofte, at du har et godt forhold til journalister i branchen. Det kommer vi til senere.

Den gode overskrift

Det er langt fra alle journalister, der læser dit skriv fra ende til anden. De skimmer teksten, da der ofte er mange om buddet, og derfor skal du sørge for, at din overskrift og underoverskrifter fænger. Det er din varedeklaration og din salgstale, men for at kunne levere en knivskarp overskrift, skal du være helt klar over, hvad din vinkel er. Det handler på sin vis ikke om et emne, men snarere om en vinkling. Kan du formulere din historie med ganske få ord? Kan du ikke det, er den højst sandsynligt ikke fokuseret og skarp nok – og den når aldrig nettets eller de trykte avisers forsider. Hav ét budskab, og sørg for, at du serverer det med en fængende overskrift, der ridser historien op med udgangspunkt i de fem nyhedskriterier. Eller i det mindste så det vækker opsigt. Det samme gælder dine underoverskrifter. Det skal faktisk være sådan, at man kan forstå, hvad din historie handler om baseret på dine overskrifter. Lad os taget et eksempel på en overskrift, der fænger og en, der ikke fænger.

“Produktionsvirksomhed spinder guld på milliardordre og ansætter 100”

“Produktionsvirksomhed holder sommerfest i nye lokaler”

Vær målrettet

Når du henvender dig til et givent medie, bør du målrette din historie, så den er skræddersyet til dem og faktisk er klar til trykken eller netudgaven. Lad være med at skyde med spredehagl og tro, at du kan nøjes med at skrive én pressemeddelelse, som bliver udgivet i alle medier. Vær fokuseret, og skriv til din (og avisens) målgruppe. Det samme gælder dine potentielle læsere. Skriv i øjenhøjde med læserne, og vær vel vidende om, hvem det er, du skriver til. Skriver til du et fagblad for håndværkere, skal lixtallet måske lidt ned, sammenlignet med når du skriver til Børsen eller Information. Jo mere, du er bekendt med, hvem din målgruppe er, desto større sandsynlighed er der for, at de hører, hvad du har på hjerte.

Gør det nemt for journalisten

Vil du optimere dine muligheder for at ramme forsiderne, bør du udstyre din pressemeddelelse med alle relevante informationer, fakta, tal og citater, så den nærmest er serveret på et sølvfad. Det gør den meget nemmere at gå til, og det indikerer, at du har været omhyggelig og er seriøs omkring din henvendelse. Som udgangspunkt kan du bygge din pressemeddelelse op således, at den som minimum indeholder følgende elementer:

  • Overskrift (rubrik)
  • Indledning
  • Brødtekst
  • 2-4 underoverskrifter (underrubrikker)
  • 1-3 citater
  • Vedhæftede billeder
  • Kontaktoplysninger for yderligere pressekontakt.

Har du følgende elementer med, er du som regel godt dækket ind. Herefter er det op til kvaliteten af indholdet, som i sidste ende er afhængigt af, om du har vinklet skarpt og fokuseret. Journalisterne modtager dagligt henvendelser, hvorfor det letter deres arbejde, hvis du har en færdig pressemeddelelse klar. Sørg for at læse grundig korrektur, da det i den grad også handler om troværdighed, når du henvender dig. Er din pressemeddelelse fyldt med fejl, signalerer det blot, at du ikke tager det pågældende medie seriøst.

Få et godt forhold til pressen og plej det

Ét af de absolut vigtigste elementer, i forhold til at få bragt din historie, er dit forhold til pressen. Kender du ikke nogen, gælder det om at identificere de rette personer, som beskæftiger sig med netop dit fagområde. Skriver du blot til redaktions-mailen, bliver den endnu et nummer i bunken – og chancen for, at den bliver bragt, er forsvindende lille. Derfor er det en disciplin, der kræver rigtig meget forarbejde, og ofte tager det meget længere tid end udfærdigelsen af dit skriv. Men når du får gode pressekontakter, bliver arbejdet lettere for dig.

Journalister er selv på jagt efter gode historier hver eneste dag, og har du vist, at du er seriøs, og altid har noget relevant for den respektive journalist og det pågældende medie, er vejen til forsiden pludselig meget kortere og nemmere. Men husk, at dine kontakter skal passes og plejes. Når du har noget til dem, så ring og følg op på dit skriv, således at du kan høre vedkommende, om du kan være behjælpelig med kilder, yderligere udtalelser, billeder mm. Ofte er der en god synergi mellem det skrevne ord og det talte, der overbeviser vedkommende om, at din historie er så stærk og relevant for læserne, at den helt klart skal bringes.


tekstforfatning  linkbuilding-dk

marts 27, 2017